Venslev Kirke

Venslev Kirke, ca. 10 km Ø for Skælskør, Roskilde Stift, bygget omkr. 1100.

Venslev Kirke der er anneks til Hyllested, er nævnt første gang i Roskilde Bisp’s bog år 1370.

I 1630 fik Niels Trolle af Troldholm kongeligt skøde og kirken kom til at tilhøre den herregård, der fra 1707 kaldes Holsteinborg.

 

1954 blev Venslev Kirke selvejende.

 

Kirkebygningen består af et skib i romansk byggestil og tre tilbygninger, alle i gotisk stil, et kapel fra renæssancen samt et sakristi fra nyere tid. Kirken omkranses af en kirkemur, hvor bl.a. muren mod øst er midalderlig af munke- og kampesten.

Indgangsportalen med fladbuerne er fra omkring 1500 tallet og udvendig ved indgangen ses stadig gamle kroge til hestene.

 

Den oprindelige kirke blev opført som et råt bygget anlæg af kampesten, der både udvendig og indvendig har været dækket med et pudslag. Skibet har haft 3 vinduer i hver langside med karme af let tildannede kampesten.

 

Af romanske døre kan kun ses syddøren, der er tilmuret med moderne sten ind mod skibet.

 

Kirken er i årene fra 1475 til 1525 blevet udvidet tre gange med tilbygninger i gotisk stil.

Den første er en udvidelse af koret, der er bygget som en forlængelse af skibet i samme bredde og opført af munkesten. På østgavlen ses en synlig murflade med et karakteristisk mønstermurværk.

Det næste er tårnet, der dog senere ombygges igen. Det sidste er det nuværende kapel og opgang til tårnet, der oprindelig blev bygget til våbenhus.

Bisserup havn hed tidligere Hurrilds havn, opkaldt efter en hedensk Jarl. Jarlen blev dræbt i krig og begravet under en meget stor sten, Hurrildsstenen.

Niels Trolle skal have ladet denne sten hugge i stykker og anvendt som grundsten under Trolholms kapel.,

 

På gavlen af Troldholms Kapel ses jernankre med Niels Trolles og Helle Rosenkrantz’s navnebogstaver og årstallet 1667. kapelbygningen er dog sandsynligvis noget ældre.

På østgavlen ses, til minde om istandsættelsen, dekorationen ”H V H 1805”. HVH er en forkortelse af Hyllested, Venslev og Holsteinborg.

I forbindelse med denne istandsættelse ombygges tårnet til våbenhus. Det gamle våbenhus ændres til kapel og opgang til tårn. Åbningen fra koret til det tidligere kapel etableres som det ses nu.

Senere bygges et nyt sakristi, alle kirkens gavle moderniseres med gavltakker, ligesom alle vinduer og døre ændres til spidsbueåbninger som de ses nu.

 

  

Altertavlen

 

Altertavlen er fra omkring 1650 og har gennemgået flere restaureringer, sidst i 1990. ved denne restaurering blev det lille maleri af korsfæstelsen opdaget under malerlaget. I storfeltet er indsat et maleri af Kristi opstandelse. Dette maleri er en kopi efter Carl Bloch..

 

Prædikestolen

 

Prædikestolen er fra ca. år 1600. denne usædvanlig lille prædikestol i renæssancestil har fire fag, som alle oprindeligt har v æret dekoreret. I fagene står figurer af evangelisterne, men Johannes mangler i dag i sydfeltet. Evangelisternes navne er skåret i relief på konsollerne. Prædikestolen er blevet opstillet på den nuværende plads i 1955, hvor også underdelen og opgangen blev lavet.

Døbefonden er et Nürnbergerarbejde fra omkring 1550. motivet er Sct. Jørgens kamp med dragen.

 

Klokken

 

Klokken er oprindeligt fra 1730, men er omstøbt i 1920.

 

Mindestenen

 

Mindestenen blev rejst til minde om flystyrtet midt i Venslev by, Påskedag, den 9. april 1944. fire amerikanske besætningsmedlemmer mistede livet og resterne af disse blev begravet på kirkegården i Venslev. Senere blev de dog overflyttet til Svinø Kirkegård, hvor alle faldne blev samlet efter krigen.

Svinø ligger på vejen til Vordingborg.

Senere rejstes denne mindesten og Venslev menighedsråd har lovet at holde stedet i sømmelig stand.

Endnu i dag kommer der pårørende fra USA for at besøge og dvæle ved stedet.