Præstens hjørne - 17. maj 2017

Pinse

Foråret er fyldt med helligdage. Ekstra fridage eller havedage, er der måske en del, der mener. Selvom påsken i år ikke rigtig bød på havevejr. Når vi kommer frem til pinse, vil mange nok også forbinde den med naturen. Familieskovtur i det grønne, måske. Vi nyder sikkert den nyudsprungne bøgeskov og pinsesolen, der danser (Hvis den altså er stået op). Og de fleste kan nok blive enige om, at naturen viser sig i sit smukkeste skrud netop på denne tid.

Men pinsen skulle gerne minde os om mere end den vågnende natur. En del mennesker er af den opfattelse, at man lige så godt kan dyrke Gud ude i naturens store katedral, som inde i kirken. Og naturen kan godt vidne om skabelsens pragt, - men vi kommer ikke udenom, at naturen også peger på tilintetgørelsen. Der er ingen barmhjertighed i naturen. Naturens lov er at den stærkeste overlever, og ”alt liv må dø, alt blomst bliver hø”.

Pinsen handler om andet og mere end natur. Den handler om Ånd. Den første pinse kom Helligånden til de opgivende og desillusionerede disciple, som var ”gået under jorden” fordi de var bange. Bange for at de kunne blive slået ihjel ligesom Jesus, og usikre fordi de ikke anede, hvad de skulle stille op med deres liv, når Jesus ikke var hos dem mere. Men pinsedag er det som om der bliver rusket op i dem, og de begynder at fortælle om Jesus og om hvad de har oplevet sammen med ham. De bliver fyldt med håb og mod. De var sikre på, at det var Helligånden, der havde indgydt dem mod og inspireret dem til, hvad de skulle sige.

Pinse skal minde os om, at tilværelsen er mere end blot overlevelse. Når vi fejrer pinse, så fejrer vi Guds nærvær og fællesskab med os. Pinsen handler om Helligånden, som stadig er virksom, så kirken ikke udelukkende er en afsluttet historie. For Ånden gør levende, og alt levende forandrer sig. Når Ånden virker bliver livet nyt, og nye muligheder viser sig, - også der hvor vi ikke havde troet det muligt.

Glædelig pinse.